Home / Folkeviser / Agnete og Havmanden Folkevise

Agnete og Havmanden Folkevise

Agnete og Havmanden FolkeviseAgnete og Havmanden

Jeg læste selv Agnete og havmanden i 9. klasse. Jeg skal være ærlig og sige den ikke gjorde det store indtryk. Måske fordi analyse fylder for meget og oplevelse for lidt. Læs først referat og mærk hvordan det er livets store valg bliver tolket ud fra en kristen ramme. Samtidig er det visdom at man må give plads til sin elskede.

Handling

Agnete og Havmanden er en dansk folkevise, der handler om den unge pige Agnete, som vælger at gifte sig med en havmand og derfor må bo på havets bund.

Efter otte år hører hun kirkeklokker fra landjorden og begynder at savne sit gamle liv og hjem. Havmanden lader Agnete tage i kirke, men da hun hører Guds ord, ønsker hun ikke længere at vende tilbage til havmanden og de 7 sønner, de har sammen.

Morale

Moralen i fortællingen om Agnete og Havmanden er, at man ikke skal lade sig lokke af det mystiske, farlige og ukendte – selvom det kan virke lokkende – men i stedet vælge den rette vej (Agnete vælger den smukke havmand og det mystiske hav, fremfor jorden, hendes familie og Gud; i hvert fald for en stund – indtil hun kommer på bedre tanker).

 

Agnete og Havmanden

Folkevise

Agnete hun ganger på Højelands Bro,

da kom der en Havmand fra Bunden op,

— hå hå hå –

da kom der en Havmand fra Bunden op.

Læs også:  Ebbe Skammelsøn - folkevise

 

»Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig:

Og vil du nu være Allerkæresten min?«

 

»O ja såmænd, det vil jeg så,

når du ta’r mig med på Havsens Bund.«

 

Han stopped hendes Øren, han stopped hendes Mund,

så førte han hende til Havsens Bund.

 

Der var de tilsammen i otte år,

syv Sønner hun da ved den Havmand får.

 

Agnete hun sad ved Vuggen og sang,

da hørte hun de engelandske Klokkers Klang.

 

Agnete hun ganger sig for Havmand at stå:

»Og må jeg mig udi Kirken gå?«

 

»O ja såmænd, det må du så,

når du kun kommer igen til Børnene små.

 

Men når du kommer på Kirkegård,

så må du ej slå ud dit favre Guldhår.

 

Og når du kommer på Kirkegulv,

så må du ej gå med din kær Moder i Stol.

 

Når Præsten nævner den høje,

da må du dig ikke nedbøje.«

 

Han stopped hendes Øren, han stopped hendes Mund,

så førte han hende på den engelandske Grund.

 

Da hun kom på den Kirkegård,

da slog hun ud sit favre gule Hår.

 

Afslutning

 

Den Tid hun kom på Kirkegulv,

så gik hun med sin kær Moder i Stol.

 

Der Præsten nævned den høje,

hun monne sig dybt nedbøje.

 

»Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig:

Læs også:  Elverhøj folkevise

og hvor har du været i otte år fra mig?«

 

»I Havet har jeg været i otte år,

syv Sønner har jeg ved den Havmand få’t.«

 

»Og hør du, Agnete, kær Datter min:

og hvad gav han dig for Æren din?«

 

»Han gav mig det røde Guldbånd,

der findes ikke bedre om Dronningens Hånd.

 

Han gav mig et Par guldspændte Sko,

der findes ikke bedre på Dronningens Fod.

 

Og han gav mig en Harpe af Guld,

at jeg skulde spille på, når jeg var sorrigfuld.«

 

Den Havmand han gjorde en Vej så bred,

fra Stranden op til Kirkegårdens Sten.

 

Den Havmand han ind ad Kirkedøren tren,

og alle de små Billeder de vendte sig omkring.

 

Hans Hår det var som det pureste Guld,

hans Øjne de vare så sorrigfuld.

 

»Og hør du, Agnete, hvad jeg siger dig:

og dine små Børn de længes efter dig.«

 

»Lad længes, lad længes, så såre de vil,

slet aldrig så kommer jeg mere dertil.«

 

»O tænk på de store og tænk på de små,

ja tænk på det lille, som i Vuggen lå.«

 

»Ret aldrig tænker jeg på de store eller små,

langt mindre på det lille, som i Vuggen lå,

— hå hå hå –

langt mindre på det lille, som i Vuggen lå,«

 

Hvem er Citatplakat.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *