Home / Folkeviser / Elverskud – folkevise

Elverskud – folkevise

ElverskudElverskud

Der er et udstyrsstykke af rang når denne folkevise først kommer i gang med et galleri af personligheder. Jeg har både lagt referat til den korte og lange udgave, da forståelsen kommer så meget lettere og man rigtigt kan nyde selve visens sproglige nuancer når man har handlingen i baghovedet.

Elverskud folkevise – et referat

Husk at dette referat tager udgangspunkt i en kort version af Elverskud:

Elverskud er om Hr. Oluf, som snart skal giftes. Dagen før brylluppet tager han ud og møder ved et tilfælde elverkongens datter, som byder ham op til en dans. Hr. Oluf afviser tilbuddet, da han hverken vil eller tør være utro mod sin kommende kone.

For at lokke yderligere tilbyder hun bukkeskindsstøvler til ham, en hvid silkeskjorte og endda også et hoved af guld, men Hr. Oluf afslår hvert tilbud. Dette er elverkongens datter bestemt ikke er tilfreds med og hun forbander ham derfor.

Elverskud folkevise referat fortsat

Herefter vender Hr. Oluf hjem, hvor han møder sin mor, som spørger hvorfor han ser så bleg ud. Han fortæller hende om mødet med elverkongens datter, og giver moren besked på at sige til hans kommende brud, at han er redet ud i lunden sammen med sin hest og sine hunde.

Den følgende morgen starter bryllupsfesten og den vordende brud spørger efter sin Hr. Oluf. Hun får at vide, at han er redet ud i lundene sammen med sin hest og sine hunde, men også at han omkom (døde) derude. Da hun ser hans lig, dør hun af sorg – og det samme gør hans moder. Så der var 3 lig den morgen på Hr. Olufs gård.

Analyse

Elverskud er en folkevise, som består 25 strofer med 2 vers i hver. Med et omkvæd der lyder: “Men dansen den går så let gennem lunden” i en kort version og i den lange er det “Hvad hjælper det vi kvider” (kvider = sørger). I folkeviser udtrykker omkvædet grundstemningen og som regel også moralen i visen. I den korte version af Elverskud er introduktionen “Mangen rider rank og rød, er dog morgen krank og død.” dog også med til at vise folkevisens budskab.

Elverskud er en tryllevise, hvilket først og fremmest kan ses på tilstedeværelsen af elvere, men også deres forbandelse af Hr. Oluf. Herudover er prøvelserne (at Hr. Oluf skal modstå fristelsen; at danse med elverkongens datter) samt moderens og søsterens død (af sorg) med til at fasttømre visen i kategorien: folkeviser.

Budskabet i Elverskud er, at man ikke kan ændre på ting, der skal ske – heller ikke selvom man er i stand til at modstå fristelser og leve på dydens vej.

Elverskud (kort version)

Folkevise

Mangen rider rank og rød,

er dog morgen krank og død.

 

Hr. Olof han rider så vide

alt til sit bryllup at byde.

Men dansen den går så let gennem lunden.

 

Der danse fire, og der danse fem,

ellekongens datter rækker hånden frem.

 

“Velkommen, hr. Oluf, lad fare din fig,

bi lidet og træd her i dansen med mig.«

 

Jeg ikke tør, jeg ikke må:

imorgen skal mit bryllup stå.«

 

Hør du, hr. Oluf, træd dansen med mig:

to bukkeskinds støvler så giver jeg dig.

 

To bukkeskinds støvler, sidder vel om ben,

forgyldene spore derom spændt.

 

Hør du, hr. Oluf, træd dansen med mig:

en silkeskjorte giver jeg dig.

 

En silkeskjorte så hvid og fin,

Læs også:  Elverhøj folkevise

den blegte min moder ved måneskin.«

 

Jeg ikke tør, jeg ikke må:

i morgen skal mit bryllup stå.«

 

Hør du, hr. Oluf, træd dansen med mig:

et hoved af guld så giver jeg dig.«

 

“Et hoved af guld kan jeg vel få,

men danse med dig tør jeg ej så.«

 

»Og vil du ikke danse med mig,

sot og sygdom skal følge dig.«

Fortsættes her

Hun slog hannem mellem sine hærde,

aldrig var han slagen værre

 

Hun løfted hr. Oluf på ganger rød:

»Og rid nu hjem til din fæstemø.«

 

Der han kom til borgeled,

der står hans moder og hviler ved

 

“Hør du, hr. Oluf, kær sønnen min

hvi bær’ du nu så bleg en kind?«

 

Og jeg må vel bære kinden bleg,

for jeg har været i ellekonenes leg

 

Hør du, hr. Oluf, min søn så prud:

hvad skal jeg svare din unge brud?«

 

I skal sige, jeg er udi lunde,

at prøve min hest og så mine hunde.«

 

Årle om morgen, dag det var,

da kom den brud med brudeskar’.

 

De skænkte mjød, og de skænkte vin:

»Hvor er hr. Oluf, brudgom min?«

 

Hr. Oluf han red sig hen i lunde,

han prøved sin hest og så sine hunde.«

 

Hun tog op det skarlagen rød:

der lå hr. Oluf og var død.

Men dansen den går så let gennem lunden.

 

Årle om morgen, dag det var,

der komme tre lig af hr. Olufs gård.

 

Hr. Oluf og hans fæstemø,

hans moder blev og af sorgen død.

Men dansen den går så let gennem lunden.

Ordforklaring:

fig = hastværk

prud = prægtig

Elverskud (lang version)

Folkevise

1. Hr Oluf rider om otte,

men lysen Dag ham totte.

– Hvad hjælper det, vi kvider –

 

2. Hr. Oluf rider frem ad Bjerge,

der gik en Dans med Dværge.

 

3. Der trad en Jomfru af den Dans,

hun lagde sin Arm om Hr. Olufs Hals.

 

4. “Hør I, Hr. Oluf, hin blide,

hvort lyster I nu at ride?”

 

5.”Jeg vil ride mig under Ø

og tale med min Fæstemø.”

 

6. Den Jomfru rækker Hånd fra sig:

“Alt skal I først, Hr. Oluf, danse hos mig.

 

7. Hr. Oluf, vil I love mig,

så rige Gaver da giver jeg eder.

 

8. Jeg vil give eder en Ganger grå,

hun går en Time til Rom og fra.

 

9. Den Ganger grå skal I vel få,

og Sadel af Guld at lægge derpå.

 

10. Jeg giver eder en Brynje ny,

I tør aldrig fra nigen Mand fly.

 

11. Jeg giver eder så godt et Sværd,

det kom aldrig sligt i Herrefærd.

 

12. Og slige er alle mine Bænke,

som Guld var lagt i Lænke.

Fortsættes her

13. Slig er alle mine Vindebro,

som Guld skinner over eders Hænder to.”

 

14. “Behold du selv alt dit Guld så rød,

jeg vil hjem til min Fæstemø.”

 

15. Så slog hun Hr. Oluf ved hviden Kind,

Blod sprang over hans Skarlagenskind.

 

16. Hun slog hannem imellem Hærde,

det han faldt neder til Jorde.

 

17. “Stat op, Hr. Oluf, og rid du hjem,

du skalt ikke leve Dag foruden en.”

 

18. Hr. Oluf han vendte sin Ganger omkring,

Læs også:  Agnete og Havmanden Folkevise

alt så modig rider han hjem.

 

19. Der han kom til Borgeled,

hans kære Moder stod derved.

 

20. “Hør du, Hr. Oluf, kære Sønne min,

hvi rider du sørgendes hjem?”

 

21. “Min kære Moder, I tager min Hest,

min kære Broder, du henter mig Præst.”

 

22. “Ti kvær, Hr. Oluf, du sig ikke så,

så mengen bliver syg, de dør ikke af.

 

23. Sig mig, Hr. Oluf, under Ø,

hvad skal vi svare din Fæstemø?”

 

24. “I står op, alle mine Brødre syv,

og rider imod min unge Brud.

 

25. Hør I det, min rige Måge,

I tager imod min stolte Jomfrue.”

 

26. Der de kom foroven By,

alle gik Klokker, som de var ny.

 

27. Det mælte Bruden i samme Stund,

hendes Hjerte det var af Sorrigen tung.

 

Det sidste vers

 

 

28. “Hvi monne alle de Kloker så gå,

jeg ved her ingen, der syg lå.”

 

29. “Det er så Sæd på dette her Land,

at ringe imod sin Linjevand.

 

30. Det er så Sæd på denne Ø

at ringe imod sin Fæstemø.”

 

31. Så førte de Bruden i Gårde,

alle græd Fruer så såre.

 

32. Det mælte Bruden af stor Nød,

hun var sig af Hjertet så ve.

 

33. “Hvi monne alle disse Fruer så græde,

der mig skulde vel omlede?”

 

34. Der var slet ingen, som der var hos,

der turde svare den Brud et Ord.

 

35. De fulgte Bruden i Salen ind,

med sorrigfuld Hjerte og Rosens-Kind.

 

36. De satte Bruden på Brudebænk,

for gik Riddere, de bar hende Skænk.

 

37. Det mælte Bruden over Borde,

hun talte et sorrigfuldt Orde.

 

38. “Jeg ser her Riddere gå ud og ind,

jeg ser ikke Hr. Oluf, kære Herre min.”

 

39. Det svared Hr. Olufs Moder,

hun var sorrig og mode.

 

40. “Både med Høg og så med Hund,

da er Hr. Oluf i Rosenlund.”

 

41. “Haver han nu kærer sin Høg og sin Hund,

end han haver sin unge Brud?

 

42. Vil han heller ride med Rakker og Tov,

end han vil sidde med hans Brud i Stov?”

 

43. Sildig om Aften, Røg faldt på,

da skulde den Brud til Senge gå.

 

44. De tændte op de Brudeblus,

så fulgte de Bruden til Brudehus.

 

45. De fulgte Bruden til Brudeseng,

efter går Hr. Olufs liden Smådreng.

 

46. “I lader eder mindes, Hr. Olufs Mø,

min Herre han ligger på Båren død.

 

47. Min Herre han ligger i Loftet Lig,

nu skal I hans Broder eders Tro bortgive.”

 

48. “Ret aldrig skal jeg den Dag leve,

jeg skal to Brødre min Tro bortgive.”

 

49. Så bad hun alle de Frue,

det hun måtte Liget skue.

 

50. De stødte op den Højeloftsdør,

de høje Ru de stod derfor.

 

51. Stolt Ingelil løb til de høje Ru,

de hvide Lin hun deraf slog.

 

52. Hun meldet Liget så liste,

så såre hendes Hjerte det ryste.

 

53. Hun mindet Liget så overbrat,

hendes Hjerte det sønder i Stykker brast.

 

54. Det var stor Ynk at se den Nød,

den Jomfru mon af Sorrigen dø.

– Hvad hjælper det vi kvider. –

Hvem er Citatplakat.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *